Afskedstalen til dimittenderne på Jenny Mariehjemmet juni 1974

Frihed til noget ikke for noget
Frihed må efter min mening ikke opfattes som frihed for noget, sagde skolebestyrer Peter Hehnel, til dette års dimittender.
Begrebet skal i allerhøjeste grad opfattes som frihed til noget.
Jyderup Realskoles 40 års jubilarer 2014
40 års jubilarerne 2014
Peter Hehnel sagde i sin tale, at vi i Danmark måler forståelse for andre folk, der ikke har samme grad af frihed som vi.
- Denne mangel på forståelse og interesse fra vor side kommer måske af, at vi ikke rigtig kan forestille os at der virkelig findes mennesker i 1974, som ikke kender til nogen for personlig frihed og sikkerhed.
Vi skyder de andres problemer fra os, for her i vort så moderne og demokratiske land gjalder råbet om frihed på en helt anden måde end den gængse.
Her kræves der – man behøver sandelig ikke at bede om det – her kræver man frihed til at gøre lige hvad der passer en.
Til at gå klædt som lazaroner eller klovne.
Til at pådutte enhver sit pornografiske billede af tilværelsen, at lade hånt om al god tone og til at vigte sig af sin totale mangel på opdragelse og forståelse for andre mennesker1

Farvel du gamle skole
"Farvel du gamle skole" sangen der hvert år synges ved Jyderup Realskole og Kollegiums dimissionsfest - er aldrig blevet sunget med mere indlevelse end ved festen i lørdags på Jenny Mariehjemmet, det er i hvert fald aldrig før hændt, at flere af korets medlemmer er blevet overvældet af gråden.
Det fremgik også på anden måde, at det var en elsket skole der blev sagt farvel til.

Translokationen blev stemningsfuldt indledt ved, at skolens fane blev båret ind, fulgt af dimittenderne.
3. realklassen, 10, klasse, 9. a og 9. b klasserne.
Efter indmarchen blev sunget "Frihed er det bedste guld", en sang der havde relation til Peter Hehnels dimissionstale.
De tidligere år har samtlige elever deltaget i festlighederne, men elevtallet er vokset til over 300 og man har derfor måtte begrænse det til dimittender, samt forældrene og skolens lærerstab.
Jyderup Realskoles 10 klasse 1974 Jyderup Realskoles 3 Real 1974

Sang og eksamensbeviser
Skolens kor, under ledelse af musikpædagog Birgit Rasmussen, sang forskellige sange og fik fortjent bifald.
Skolebestyrer Peter Hehnel, holdt sin tale, hvorefter han sammen med viceinspektør Hougaard uddelte eksamensbeviser, og hver enkelt elev fik et håndtryk, samt deres kammeraters og gæsternes klapsalver, og glædeligst var, at alle havde bestået.

En af skolens tidligere elever, fru Dorte Birch, Jyderup gjorde stor lykke med en sangafdeling.
Viceinspektør Hougaard uddelte flidspræmier, dels fra boghandler Søvndahl-Petersens, dels fra elevforeningen EFJR og fra skolen.
De gik til Kirsten Olsson, 3. real, Henrik Høj, 10. kl., Kim Vestergaard og William Gottlieb, henholdsvis 3. real og 10. kl.
Koret sang derpå den omtalte sang "Farvel du gamle skole", og korets leder, fru Birgit Rasmussen rettede en tak til de elever der havde været med at oprette sangkoret

Det glædelige
Skolens formand, direktør Arne Mortensen, Kalundborg, mindede om, at årets dimission ikke blot er en fest for et resultat, det er også et farvel til et afsnit af livet. I år er der det glædelige ved dette "Farvel", at de fleste elever fra 3. real og 10. klasse har dygtiggjort sig til at gå videre i højere skoler, for eks. gymnasier, HF og andre skoler, medens 9. klasse vil fortsætte i 10. klasse.
I der går ud skal altid være velkomne på skolen. Formanden rettede en speciel tak til lærer Leo Kyndbøll, der har animeret til de flotte resultater, til viceinspektør Hougaard, skolens leder Peter Hehnel, og lærerstaben i øvrigt, samt takkede lærerne Knud Poulsen og Aase Helveg Povlsen, der forlader skolen. Velkommen til de nye lærere, John Engberg, Fredericia, og Tove Rasmussen, Holbæk. I øvrigt tak til alle for godt samarbejde.

Fra flokmennesker til individualister
Klasselærer for 3. real, overlærer Holger Ølholm, takkede sine elever for godt følgeskab.
Det har været spændende at følge jeres udvikling, fra en flok hujende og larmende 7. klasser, der sloges og bandede,
til en flok flinke, friske og dejlige unge mennesker. Det har været morsomt at se jer modnes gennem arbejdet med fagene.
Vil I fortsætte med, at tage udfordringerne op, da vil I have gode muligheder for at skabe jer en god og indholdsrig tilværelse.

Det andet hjem
Overlærer Holger Ølholm nævnede, at skolen og kostafdelingen gennem flere år har været elevernes andet hjem, derfor er det lidt vemodigt at tage afsked. Mange af jer er fra storbyen, men i disse år har I boet i en af Danmarks smukkeste egne.
Jeg har set jer færdes i naturen på alle årstider, mødt jer en kold vinterdag i skoven, set jer en sommerdag sidde mellem mælkebøtter i landevejsgrøften på den anden side af Skarridsøen.
Vi håber at disse indtryk - og - så fællesskabet med kammerater og lærere - har været positive og af værdi.
Vi håber I må bevare jeres gode sans for humor, jeres lune og optimisme. Det er der brug for hvis et menneske skal klare sig.

Tak for måden
På elevernes vegne takkede Pia Christensen og Susanne Pia Hansen, der overrakte gaver til henholdsvis Leo Kyndbøll og overlærer Holger Ølholm. Som forældrerepræsentant rettede gårdejer Mogens Saxtoft, Svebølle, en varm tak til skolen og lærerstaben. På Jyderup Realskole hører man aldrig tale om, at eleverne er skoletrætte.
Der blev desuden talt af afdelingsleder, overlærer John Larsen, der glædede sig til et forlænget samvær med de elever som allerede lørdag eftermiddag rejser med på tur til Østrig
Fra 8. klasse - der er på tøndesejlads af Skjern Aa - var gennem lærer Mogens Berggren, sendt en hilsen til kammeraterne.
Skolebestyrer Peter Hehnel takkede til alle sider og med ønsket om god ferie sluttede den stemningsfulde translokation og afslutningsfest2

Ikke frihed for noget, men frihed til noget
Jyderup Realskole holdt i formiddag dimissionsfest for afgangselever og pårørende i Jenny Mariehjemmets store sal, og her talte skolebestyrer Peter Hehnel til afgangseleverne.
Så er vi kommet dertil, hvor jeg traditionen tro skal sige et par ord til jer dimittender.
Nogle af jer har været elever på Jyderup Realskole i mange år, andre kun i få, men et par har de fleste af jer dog tilfælles, nemlig dette, at I længes efter at blive færdige med at gå i skole.
Denne længsel er vel blevet større og større i det sidste skoleår, bl.a. fordi I følte jer for voksne til at gå i skole eller som en af eleverne udtrykte sig - at I længes efter at få "jeres frihed".

Begrebet frihed
Har I nogensinde prøvet at forstå, hvor forskellige mennesker kan være i deres syn på tingene omkring dem?
Ja - hvor forskellige de kan opfatte det lille ord frihed eller begrebet frihed i det hele taget?
Ordet frihed har gennem tiderne haft en forjættende klang for mennesker, og ordet har den dag i dag bud til os alle, men budskabet opfattes på forskellig måde. Gennem tiderne har råbet om frihed lydt fra alle folkeslag.
I råbet lå bønnen om frihed fra sygdom og sult. Frihed for lidelser påført én af andre mennesker.
Frihed fra undertrykkelse og fra slaveri. Fra en del lande verden over lyder dette råb så sandelig endnu med den samme - ja, endda med større intensitet end nogensinde før.
For nu er der et opnåeligt sammenligningsgrundlag landene og menneskene imellem.
Et sammenligningsgrundlag som indirekte er med til at gøre nøden og elendigheden endnu større end før.
Dette råb eller denne bøn om at få lov til som andre, at føre en menneskeværdig tilværelse kan
beklageligvis ikke vække ret megen opmærksomhed hos os, for vi har jo opnået den mest elementær form for frihed.
Det har bl.a. medført, at vor opfattelse af og vore tanker om begrebet frihed i dag går i helt andre retninger end før.
Nu vil vi have lov til at tænke og sige, lige hvad der passer os, og ydermere vil vi have lov til at udtrykke disse tanker i ord og på skrift.
Vi interesserer os i dag mere for hvordan det går et enkelt menneske, der ikke kan få lov til at skrive hvad han gerne vil, end for alle de mennesker der verden over lever i en nød og elendighed, og i en mangel på personlig frihed der i kraft af menneskehedens viden og nuværende kunnen ikke kan andet end føles mere undertrykkende og mere nedværdigende, end den som middelalderens mennesker udsattes for.

Kræver frihed
Forstander Peter Hehnel fortsatte: Denne mangel på forståelse og interesse fra vor side kommer måske af dette, at vi ikke rigtigt kan forestille os, at der virkelig findes mennesker i året 1974, som ikke kender til nogen form for personlig frihed og sikkerhed.
Vi skyder de andres problemer for os, for her i vort så moderne og demokratiske land gjalder råbet om frihed på en helt anden måde end den gængse.
Her kræves der - man behøver sandelig ikke bede om det - her kræver man frihed til at gøre lige hvad der passer én.
Frihed til at gå klædt og til at maje sig ud som lazaroner eller klovne.
Frihed til at pådutte og enhver sit pornografiske billede af tilværelse, og frihed til at bruge et sprog, der mildest talt er latrinært.
Frihed til at lade hånt om al god tone og frihed til i blade, aviser, radio og fjernsyn at vigte sig af sin totale mangel på opdragelse og forståelse for andre menneskers følelser.
Her i landet er råbet om frihed at opfatte som et kategorisk krav om at blive fritaget for alt, der blot truer med at stille det allermindste krav til ens etiske holdning og til ens livsførelse i det hele taget.

Frihed til noget
Jeg har brugt ordet frihed mange gange, men med fuldt overlæg.
For jeg vil så forfærdelig gerne have jeres tanker ført hen på, hvad man egentlig kan og efter min mening er det således, at dette begreb ikke må eller skal opfattes som frihed fra noget - men i allerhøjeste grad som frihed til noget!
I har svært ved at erkende, at I har jeres frihed til at udvikle jer til selvstændige, selvtænkende individer.
Ja, til personligheder, der selv bestemmer, hvorledes jeres fremtidige tilværelse skal forme sig.
Det kan selvfølgelig være en stor hjælp i tilværelsen, at være i besiddelse af penge, af position samt af alle de ydre ting, som vi hver især skatter, og som vil hjælpe os til at føre netop det liv, som vi nu engang foregøgler os er det helt rigtige.
Men søger i efter den personlige frihed tror jeg, at I skal prøve at udvikle jer til mennesker, om hvem man kan sige, at de sætter det menneskelige i højsæde. I skal prøve at få en omgangskreds, der er i besiddelse af så megen håb, tro og kærlighed til andre mennesker, så de uden tanke for egen person er i stand til at dele med andre.
Gennem jeres fremtidige liv og virke vil det betyde meget, om i tør bruge jeres frihed til at påtage jer den risiko og det store ansvar, som det ny engang er forbundet med at være noget for andre og hjælpe andre.
For de enkelte af jer ligger det positive vel deri, at det ikke er noget så berigende og højnende som dette at udøve en menneskelig indsats. Denne livsholdning kommer I nærmere til, hvis I vil betragte begrebet Frihed - ikke som frihed fra noget, men derimod som frihed til noget, sluttede skolebestyrer Peter Hehnel3

Jyderup Realskoles afgangselever 1974
og yderligere 3 billeder fra Lisbeth Filthuth
Jyderup Realskoles afgangselever 1974Jyderup Realskoles afgangselever 1974Jyderup Realskoles afgangselever 1974
Denne klasse holder 40 års jubilæum på Søbæksgården 30. august 2014
Billede 1: Sidste skoledag 1974, Kirsten Andersen, Peter Andersen, Dorit Kurtzweil, Helle, Christine White,
Bente Heinrichsen, Kisser Adamsen, Lise, Bente Saxtoft, Marianne, nederste række, Gabrielle Pedersen, Casper Leihøj, Kim Vestergaard, Mai-Brit Dyreborg, Holger Ølholm, Lisbeth Filthuth og Susanne Hansen

Billede 2 og 3: Afslutning 1974, Først kaffe på Birkegården dernæst FEST hos Pia Christensen - Bennebo
Billede 3: Fra venstre; Caspar og Lennart4 og undertegnede iført hjemmehæklet bøllehat & storternet scoretrøje .... :-) "Russer"5


Kilder:
Billeder fra Lisbeth Filthuth
Kilde 1: Holbæk Amts Venstreblad 17. juni 1974, side 8, Dimittender 1974
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 16. juni 1974, side 6; Farvel du gamle skole
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 15. juni 1974, side 6; Ikke frihed for noget, men frihed til noget
Kilde 4: Oplyst af Susanne Hagen nov. 2015
Kilde 5: Oplyst af Henrik Høj Petersen dec. 2015


Sidst opdateret 30. december 2015
©Jyderup Realskole